Der var noget som åbnede sig. Bordet vipper. Det dybeste af alt er huden.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det er bare. Blå.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Dette langsomme blik imod stenene. Bordet vipper. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. På en rude. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Vidste du det? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Hvad skulle glemmes?

Grå. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg er på den anden side af havet. Hvilken nat fulgte efter natten?

De vigtigste. Sådan noget. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Det er bare. Ilden. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Glasdråbehænder. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

I dagen var en nær stemme næsten vågen.I dagen var en nær stemme næsten vågen. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Min ene pen er rød og den anden sort. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg sad alene i solen.

Farvede et sår i dit første ord. Diamanterne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Farvede lidt sort i din ørken.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Her er dagen allerede langt foran mig. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.