Jeg sad alene i solen. Det var før du kunne forsvinde. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Udsigten var håbfuld. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Skyen skjulte noget for fuglene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. Er det?

På en. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Der var et script der skyggede for solen. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Har vi forskellige øjne?