Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Det er bare. Ilden. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Glasdråbehænder. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.