Indimellem nogle ord. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Du trak de yderste. Har vi øjne? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Nu er der en uro i kroppen.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg har skrevet et kort til dig.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Glasdråbehænder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen? At tale var blevet uoverskueligt. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver dagen igang, stille. Solstorm. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg ville gerne give dig mine.

Det handler om. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Du. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Der var noget som gled med videre. Var det bare regnen?

Hvirvlende, stirrende, syngende.

Intet, jeg modtog intet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Stod imod, men skrev: intet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bordet vipper. Intet ligger bag intet. Ikke var muligt at komme derind. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Lyset i ørknen i udsigten. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Under den grå, grå himmel.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Farvede ordene milde. Om andre byer, andre verdener. Vi har hverken gardiner eller travlt. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg skrev mig vild i de dage. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: