Kalken.
Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.
Tågen i skovene i udsigten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.
Lysene lyste. Udsigten var håbløs. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.
Når vores kroppe er hinanden.
Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg er på den anden side af havet. Var det skovene du kom fra? Stolen jeg sad på knirkede i natten.
Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.
Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.
Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.
Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.
Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.
Derinde bag skoven. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Det generte i skriften. Derinde bag skoven. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvad?
Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg var de dage.
Derinde bag skoven.
Derinde bag skoven.
Og vi vågnede. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du siger mit navn. Blæste det virkeligt? Jeg går bare og venter på den fucking sol.
Luften og jordens sange. At tale var blevet uoverskueligt. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sætningerne er et hav. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ilden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Provinsen og gågadens sange. Bordet vipper. Farvede ordene milde. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.
Vi bliver verden. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Sådan svarede du.
Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Her er dagen allerede langt foran mig.
Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Min ene pen er rød og den anden sort. Bordet vipper. Jeg bladrer i en tilfældig bog. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Da blev jeg bange. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.