I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sandstorm. Sådan svarede du. Jeg har skrevet et kort til dig.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Jeg forsvandt. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Det der blæser. Dine diamanter lyser i min mund. Der åbnede sig. Vores land. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Den bekymrede er ude af sig selv. Ord. Sad jeg alene? Rifterne, rifterne. Ved en sten: Vi, med det stille. Dette tilfælde: Du i mit vindue.

At dette andet. Og vi vågnede. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Du siger noget om solen. Kan jeg være i dette landskab? Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Der var noget som åbnede sig. På havet. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Intimiteten i skriften. Der var intet. Du i mit vindue. Brev. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Hvad tæller du til? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Udsigten var håbløs. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Den sindssyge himmel. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Dette langsomme blik imod stenene. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vidste du det?

Træerne. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Vi har øjne.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Der var intet. En regning.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

For hvert lag af betydning i stenene. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der var noget som åbnede sig. Ikke søge ly i den flod.

Vi er en samtale bag øjnene. Jeg sejler: alting sejler! Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Den skrøbelige. Hvilken dag fulgte efter dagen? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Gennem hullet i muren. Du, solen.

Et sted er der en. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vi har de samme øjne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.

Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.

Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.

Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.