Diamantafkast.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Luften og jordens sange.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Noter. Beskrivelser. Det er bare. Under murbrokkerne. Natten er trans, dagen er trans. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Bordet vipper. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det er noget med steder, som er fyldt til ra

Hvem var det, der skrev: millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ikke søge ly. Kullet. Stjernekontinent. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg skrev intet ned i den periode. Rød.

Det gør noget.

Dine diamanter lyser i min mund. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Senere i dine øjne. Et wack rum, et rum for stars. Sætningerne er. Som at skrive i nye aviser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Var der virkelig ild et sted?

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan he

Giver det mening?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Som at skrive i nye aviser. Tidligere: at følge dig blik. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Jeg havde glemt den. Trak jeg de yderste bjerge? Det handler om overfladen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Vi har gardiner. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.