Jeg prøver dette tilfælde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Dine diamanter lyser i min mund. Ord. Mørket kaldte vi bare for mørket. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du mod de kommende kyster. Er du på den anden side af havet? Under murbrokkerne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Alting ligger bag alting. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Og en anden dag: Derinde bag skoven. Oppe på bakken.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Vi bliver verden.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Der var noget som åbnede sig. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Det handler om overfladen. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Som nu i morges: Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg har skrevet et kort til dig. Var jeg? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Og en anden nat: Ring til mig uden grund.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Grå.

Vores.

Kan jeg skrive sådan? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Afsavn. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi har de samme øjne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sad jeg alene? Giver det mening? Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Sad jeg? Dine grene skygger for min mund. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Der hang figner henover udsigten. Rifterne. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Kan jeg være i dette landskab? Jeg var i din krop, og du? Ikke søge ly.

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Vi har hverken gardiner eller travlt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg skrev mig vild i de dage.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Var disse linjer virkeligt virkelige?

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sådan svarede du. Dagene. Ugerne. Jeg skrev mig vild i de dage. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Træerne. Du, dine øjne. Farvede ordene milde.