Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Lysene lyste. At tale var blevet uoverskueligt. Her er dagen allerede langt foran mig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Solens sind. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. På en skærm. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Du siger noget om solen. Her er dagen allerede langt foran mig. Da jeg vågnede, var jeg sikker: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Udsigten var håbløs. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Og vi vågnede. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Et genert rum, et intimt rum. Som at læse glemte aviser. Her er dagen allerede langt foran mig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Intimiteten i skriften Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg forsvinder ikke. Hvilken nat fulgte efter natten? Nordlysets sitren i din stemme.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.