Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sådan noget. Du siger noget om solen. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Ikke var muligt at komme derind. Skyen skjulte noget for fuglene. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Lysene lyste.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Her er dagen allerede langt foran mig. Over murbrokkerne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Nordlysets sitren i din stemme.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Dagene. Ugerne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det gør ikke noget.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Gennem hullet i hegnet. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Der hang figner henover udsigten.

Solstorm. Dette langsomme blik imod stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Oplæsning for intetheden.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Det dybeste af alt er huden? Træerne.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Muren omkring ordene. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg skriver dagen igang, stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Blæste det virkeligt?

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.