I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Der var noget som åbnede sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Intimiteten i skriften

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Farvede lidt sort i din ørken.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Om andre byer, andre verdener. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Jeg skriver natten i gang, stille. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Og vi vågnede. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg skrev intet ned i den periode. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skriver dagen igang, stille. Whatever; nat efter nat. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Om andre byer, andre verdener. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Brev i april. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Bøgerne varslede en kommende tid. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Der var noget som åbnede sig. Kan jeg skrive sådan? Mine linjer kommer igen.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Stod imod, men skrev: intet. Som nu i morges:

Glashænder. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et brev. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. At tale var blevet uoverskueligt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg har skrevet et kort til dig. Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser. Kan jeg skrive sådan? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.