Fugle flakser i diodenattens klirren. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Solens sind. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). I hvert sitefeed gror dine sætninger. Diamanterne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Så var der en, der lyttede til skovene. Muren omkring ordene. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Om andre lande, andre folk.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg ved vi forsvandt. Det dybeste af alt er huden? Jeg går bare og venter på den milde måne.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Skitser. Udflåd. Jeg har plads i min hud. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Oppe på bakken. Sover ASAP. Kalken. Bag træerne. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Jeg skriver natten i gang, stille. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Farverne. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Blå. Og vi vågnede. Du siger noget om solen. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Udsigten var håbfuld. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Rød.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Om andre byer, andre verdener.

Jeg læste dine linjer Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I natten, en fjern stemme, søvn. Vi sad alene i natten. Muren omkring ordene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Nede ved havet. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sammen lå vi og kortlagde: