I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Træerne.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg bladrer i en tilfældig bog.Jeg bladrer i en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Sætningerne er et hav. Du siger noget om solen. Derinde bag skoven. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Dagene. Ugerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var jeg stille? Vi har de samme øjne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Mørket kaldte vi bare for mørket. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Blæste det virkeligt? Bagefter sad jeg i timer og læste. Glashænder.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. For hvert lag af betydning i stenene. Sådan svarede du.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Afsavn. Udsagn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Alting ligger bag alting. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der hang figner henover udsigten.

Tågen i skovene i udsigten. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.