Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Udsigten var håbløs.

Dagene. Ugerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Har vi de samme øjne? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. For hvert lag af betydning i stenene. Det her er ingen leg.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Derinde bag skoven. Det gør ikke noget. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Gennem hullet i hegnet.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Ikke var muligt at komme derind. Træerne.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Farvede ordene milde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Det er bare. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Grå. Oppe på bakken. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Den sindssyge himmel. Og en anden dag: Der hang figner henover udsigten. Det her er ingen leg. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

På en rude. Derinde bag skoven. Det her er ingen leg. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Tågen i skovene i udsigten. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Bag træerne. Du siger noget om solen. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.