Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det gør ikke noget. Den sindssyge himmel. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Sætningerne er et hav. Dagene. Ugerne. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Et brev. Sætningerne er et hav.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Skyen skjulte noget for fuglene. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Dine diamanter lyser i min mund. Luften og jordens sange. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Min ene pen er rød og den anden sort. Stjernekontinent.

Blæste det virkeligt? Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Grå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Det dybeste af alt er huden?

Var det bare regnen? For hvert lag af betydning i stenene. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. På en rude. Har vi de samme øjne? Skyen skjulte noget for fuglene.

Det dybeste af alt er huden? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Dine diamanter lyser i min mund. Giver det mening? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg tror, du havde glemt den der.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Skyen skjulte noget for fuglene. Vi, hudløse. Dette langsomme blik imod stenene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Ilden. At forvandle dette rum til et andet. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Afsavn. Udsagn. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.