Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det gør ikke noget. Den sindssyge himmel. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Sætningerne er et hav. Dagene. Ugerne. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.