Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Udsigten var håbløs. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Her er dagen allerede langt foran mig. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Det dybeste af alt er huden? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Der hang figner henover udsigten. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Nu er der en uro i kroppen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Nordlysets sitren i din stemme. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Et genert rum, et intimt rum.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Mail i november. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Du kan være i dette landskab. Mørket kaldte vi bare for mørket. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.