Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Har vi de samme øjne? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sandet. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Som at læse glemte aviser. Jeg læste dine linjer Dagene. Ugerne. Sådan svarede du. Træerne.

Det var før du kunne forsvinde. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvilken nat fulgte efter natten?

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Var det markerne du kom fra? Vi bliver verden. Vi stod og lyttede. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Der var noget som åbnede sig.

Var jeg stille? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Ikke søge ly. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Udsagn. Jeg var i din krop, og du? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg, tøvende. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Vi stod og lyttede. Afsavn. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Har vi de samme øjne? Jeg ikke dig. I natten, en fjern stemme, søvn. Du siger noget om solen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg tror, du havde glemt den der. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Markerne, du? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Derude i tomme haller.

Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Det kunne forsvinde. I mørket, diamanter, dine øjne.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.