Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Brev i april. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det var før du kunne forsvinde. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Et brev.Et brev. Et brev. Et brev. Jeg skrev intet ned i den periode. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Har vi de samme øjne? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det her er ingen leg. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nu er der en uro i kroppen.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Du kan være i dette landskab. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Her er dagen allerede langt foran mig. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Sådan. Ikke den flod.
 
Vi stod derinde. Ikke søge ly i den flod. Har vi de samme øjne? Der var noget som åbnede sig. Trak du de yderste bjerge? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme.

Giver det mening? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ikke søge ly i den flod.

Dine diamanter lyser i min mund. Alting ligger bag alting. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.