Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Har vi de samme øjne? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Hvad tæller du til? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. At forvandle dette rum til et andet. Alting ligger bag alting. Jeg var nøgen i de dage. Et genert rum, et intimt rum. Var jeg stille?

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Du kan være i dette landskab. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Et sted, forsigtigt. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Var det skovene du kom fra?

Du må ikke forsvinde. Kan jeg skrive? Bussen skrev til dig. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Sådan.

Det var før du. Indimellem nogle ord.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Et genert rum, et intimt rum. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Sad jeg alene? Lå vi. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ikke floderne i ørerne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Er du havet? At se dig. Du siger noget om solen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg skrev i en stråle af sol.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Ring til mig uden grund. På et stort stykke hvidt papir. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Skriv mig ind i dine læber. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Der var noget som åbnede sig.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.