Bøgerne tegnede deres egen retning. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Glashænder. Solstorm. Muren omkring ordene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Intimiteten i skriften Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det handler om overfladen. Du siger noget om solen.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg fandt en linje et sted under min reol. Luften og jordens sange. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Der var noget som åbnede sig. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Regnvejrsmeteor. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Hvis jeg ville have dit blik. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Stille? Var det markerne? Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Rifterne, rifterne.

Som at læse glemte aviser. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.