Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Den sindssyge himmel. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Om overfladen. Jeg er på den anden side af havet.

Du siger noget om solen. Det handler om overfladen.

Ikke søge ly. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et. En uro i kroppen. Og vi. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg læste dine linjer Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Intimiteten i skriften

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg skrev mig vild i de dage. Det var ikke skovene jeg kom fra. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ord.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bare mørket. Afsavn. Udsagn.

Bare mørket. Blå. Sådan svarede du.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.