Sandet. Muren omkring ordene. Ring til mig uden grund. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Glashænder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Oppe på bakken. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Dine diamanter lyser i min mund.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Blå. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Bag træerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvem var det, der skrev: I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Om andre byer, andre verdener. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Blæste det virkeligt? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. For hvert lag af betydning i stenene.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Altid er det dette langsomme blik. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Dine diamanter lyser i min mund. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og vi vågnede. Træerne. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.