Nordlysets sitren i din stemme. Glashænder.
Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?
Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Muren omkring ordene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.
Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Oplæsning for intetheden.
Ordene, små toppe af skum. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan noget. Sletten forvandler sig til mørke og sten.
Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.
Der er en som har vendt sin trøje omvendt.
Dagene. Ugerne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Over murbrokkerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.
Og vi vågnede. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.
Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og en anden dag: Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.
Var det markerne du kom fra?
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.
Var jeg stille? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var ikke markerne jeg kom fra. Hvad skulle glemmes?
Du siger noget om solen. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Ord. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Giver det mening? Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.