Du siger noget om solen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Alting ligger bag alting.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Noter. Beskrivelser. Tågen i skovene i udsigten. Blæste det virkeligt? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Den sindssyge himmel.Den sindssyge himmel.

Sandet. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ordene, små toppe af skum.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Udsagn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg var nøgen i de dage.

På en rude. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Dine sætninger. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Var jeg stille? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Oppe på bakken. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg er på den anden side af havet.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Udsigten var håbløs.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som at læse glemte aviser. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Under den blå, blå himmel. Solens pind.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Og vi vågnede. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Muren omkring ordene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.