Sætningerne er et hav. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Træerne. Stod imod, men gjorde intet. Det generte i skriften.

Tågen i skovene i udsigten. Du skrev et sår i min fremtid. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Skovene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det generte i skriften. Nætterne. Ugerne. Provinsen og gågadens sange.

Sætningerne er filtrede tråde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Lysene lyste. Kan jeg smile i dine sætninger? Vi har øjne. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. De bløde bakker udenfor byen.

Her er natten allerede langt bag mig. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.

Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Alene? Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Oppe på bakken.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Gennem hullet i hegnet. Hvad skulle glemmes? Har vi de samme øjne? Det var før du kunne forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Der lå figner på jorden.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Nu er der en uro i kroppen. Nu er der en uro i kroppen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg skriver dagen igang, stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ikke søge ly i den flod.

Udsigten var håbløs. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. På et stort stykke hvidt papir. Som nu i morges:

Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Der hang figner henover udsigten. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord.

Og ord.

Og ord. Og ord.

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Brev i april.

Har vi øjne? Jeg lyttede til dit hjerte.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system.

Udsigten var en fuck-up-store. Om andre lande, andre folk. Zeitgeist. Shit. Show. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. At en verden. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Trak du de yderste bjerge? Alting ligger bag alting. Jeg, jeg. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Var det bare regnen? Senere i dine øjne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Verden og dens lytten til sig selv. At forvandle dette rum.

Solens sind. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Vi taler om andre betingelser for nærvær. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Men noget blev i de tomme haller. Ordene flår i det inderste.

Blå. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Hvad tæller du?

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg ser dig, ser dig, ikke.

Asfalt. Ubeslutsomhed. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.