Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Nu er der en uro i kroppen. I den periode: udsigten, stilheden. Min skrift er farvet af sig selv. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Provinsen og gågadens sange. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Vi bliver verden. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi vågnede. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Stod imod, men skrev: intet. Der var intet som skulle glemmes. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når vores kroppe er hinanden. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Brændte det friske løv virkeligt?

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du må forsvinde.

For hvert lag af betydning i stenene. Sandet. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nordlysets sitren i din stemme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Du foldede dig ind i mine ord. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Og ord. Det dybeste af alt er huden? Tågen i skovene i udsigten. På en rude. Stjernekontinent.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sætningen løb videre igennem kæben. Jeg var nøgen i de dage. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Notesbog. Beskydning. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Du må ikke forsvinde. Var disse linjer virkeligt virkelige? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Sad jeg? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Dette hurtige blik imod vandet. Jeg sejlede omkring på alt. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Kan skriften være genert? Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Et brev. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ring til mig uden grund. Har vi de samme øjne? Jeg lyttede til dit hjerte. Stille?

Er du på den anden side? De yderste kyster, en grøn sten. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Har vi de samme øjne? Vi har de samme øjne. Jeg har skrevet et kort til dig.

Luften og jordens sange. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det var ikke skovene.

Stod imod, men skrev: intet. Regnen, vinden imellem dine læber. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har de samme øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.