Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Nætterne. Ugerne.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Der i kroppen. På en mur. Du i mit vindue. Hvad skulle glemmes? Skyggerne skyggede. Sådan er det. Af alt det kroppen også er. Ikke glemme floderne i ørerne. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvad skulle glemmes? Bag træerne. Lyset afventer afgang.

Vi er en samtale bag øjnene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det var ikke markerne jeg kom fra. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Diamanterne. Der var intet som skulle glemmes. Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt.

Du kan være. Vidste du det? De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Trak du de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi har travlt. Lysene lyste. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Lyset afventer afgang. Derinde bag bjergene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Da blev jeg bange.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Søge ly.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Det var skovene.

Som at skrive i koder. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Det var før du kunne forsvinde. Natten er trans, dagen er trans.

Afsavn. Zeitgeist. Shit. Show. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Svarede du? Intet bag alting. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Der hang figner henover udsigten. Jeg, ikke dig. Skyen skjulte noget for fuglene.

Jeg havde glemt den. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Træk mig helt ned. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg var i din krop, og du? Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi har de samme øjne.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Intimiteten, skriften. Sad jeg alene? Den tredje er ude. Indimellem nogle ord. Er du på den anden side? I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Der er en som dresser up til dans. Det gør ikke noget. Badeferien. Årene. Trak jeg de yderste bjerge? Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks.

Sætninger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Bag alting. Du trak de yderste bjerge. Var det skovene? Jeg, den skrøbelige sandhed. Mod de yderste bjerge. Indimellem nogle ord. Vi, de uddøde arter. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.