Regnen, vinden imellem dine læber. Brev.

Skriv i dine læber.

Det var før du. Jeg sejlede mellem dine læber. Rifterne, rifterne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg prøver dette tilfælde. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Var du nattens fortvivlede stilhed?

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Vi, gamle tanker om stilheden. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Jeg var nøgen. Var jeg? Vi stod og lyttede.

På et stort stykke hvidt.

Det handler om. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Er du på den anden side? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Sådan så mine drømme ud. Senere i dine øjne. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Sad jeg alene? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Kalken.

Land. Kan jeg skrive? Ikke floderne i ørerne. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Du.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. Jeg, du, den. At tegne øjne i sætninger. Trak du de yderste bjerge? Trak jeg de yderste bjerge? Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Og en anden nat:

At tale var blevet uoverskueligt. Du lod himlen hvile. Hvem var det, der skrev: Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bøgerne var de eneste. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Var jeg? Jeg på din hud. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg skriver natten i gang, stille. Dette hurtige blik imod vandet. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. De matte hemmeligheder inde i træet. Nu sejler jeg bare i version ..

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. At tale var blevet uoverskueligt.

Derinde bag bjergene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Verden og dens lytten til sig selv.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Alting bag alting.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det handler om. Sådan svarede du.

Lysene lyste. Dine øjne. Dansende, legende, lyttende.

Det dybeste af alt er huden. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Svarede du? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg skrev mig vild i de dage. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som at skrive i nye aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Der var noget som åbnede sig.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg læste dine linjer. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.