Du kan være. Dine ned gennem atmosfæren. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Om andre lande, andre folk. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Rifterne, rifterne. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Skovene. Det handler om.

I et efterår ville jeg være flov. Var disse linjer virkeligt virkelige? Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Indimellem sagde du nogle ord. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Var dine drømme imellem læber? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Vi er en samtale bag øjnene.

Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Vores. Dette langsomme blik imod stenene. Træk sletterne helt ned til klipperne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Var jeg? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Øjne af regn fra det travle.

Vi har øjne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Dine diamanter lyser i min mund. Ring til mig. Den sindssyge himmel. Vi har gardiner. Indimellem sagde du nogle ord. Solens sind. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Landskab? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Intet glemmes. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du skrev et sår i min fremtid. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. De yderste kyster, en grøn sten.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Muren omkring ordene.

Det dybeste af alt er huden. Kan jeg skrive sådan? Sådan svarede du. Asfalt. Ubeslutsomhed. Sandøjne. Jeg ryster en tilfældig bog. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Vi stod og lyttede. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Søge ly i den flod. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Det gør ikke noget. Alting ligger bag alting. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Gennem hullet i min hjerne. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Din krop? Jeg skriver natten i gang, stille. Det giver mening. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Over murbrokkerne. Vi er en samtale bag øjnene. Ikke var muligt at komme derind. Intet ligger bag intet.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Skyen skjulte noget for fuglene. Dette hurtige blik imod vandet. På en mur.

Udsigten var håbfuld. Ikke. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg var i morges. På en skærm. Under den blå, blå himmel. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Landskab? De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Du flasher dine moves i den lysende nat. Udsagn. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Vi er det sarte, de stille. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Jeg ville gerne give dig mine. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan.

Hvad skal vi med den voldsomme? Udsigten var håbløs. Sandet var forsvundet. Dette tilfælde: Skyggerne skyggede. Vi har øjne. Over murbrokkerne. Jeg var nøgen. Jeg, jeg. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Hvad skal vi med den voldsomme? Et sted er der en. Som at læse glemte aviser. Jeg har skrevet et kort. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.