Det giver mening. Jeg tegnede din hud på alting. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Havde du en sten?

Skyen skjulte noget for fuglene. Vores. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Jeg havde glemt den.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sådan? millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Forsvinder ikke. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det jeg kom fra.. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Jeg i dit hjerte.

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. På havet.

Det?

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Det var dine læber. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Det handler om. Du, dine øjne. Jeg ville gerne give dig mine. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Forsvinder ikke. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Trak du de yderste bjerge? Bag stemplerne.

Du må ikke.

Vi, de mindste detaljer. Jeg i den ørken.

Og stoffernes sammensmeltninger. Jeg ville dig.

Jeg, jeg. Vi har øjne.

Du, dine øjne. Er du på den anden side? Jeg var din krop.

Det var skovene.

Det handler om. En nat faldt giraffer ud af drømme. På et stort stykke hvidt. Der var en morgen, et stykke af himlen. Jeg kunne glemme det, der glemmes. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. At dette andet. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Du må ikke.

Jeg har plads i min hud. Var du nattens fortvivlede stilhed?

Nede ved havet. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Under den grå, grå himmel. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Vi sad alene i natten. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Solens pind.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Hvilken nat fulgte efter natten? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Dine grene skygger for min mund.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Taster en sætning i mørket, i lyset. Mening? Jeg og dit hjerte. Derinde bag bjergene. Dine diamanter lyser i min mund. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. En.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Træerne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Indimellem nogle ord. Vi, hudløse.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Som at skrive i nye aviser. Jeg var din krop. Du siger noget. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Trak du de yderste bjerge?

Trak jeg de yderste bjerge? Sammen lå vi og kortlagde: Har vi øjne? Her er natten allerede langt bag mig. Regnen, vinden imellem dine læber.