Solens pind. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Der var noget som åbnede sig. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Bag træerne. Intimiteten, skriften. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Var det markerne du kom fra? Du trak de yderste. Vi har de samme øjne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Den sindssyge himmel.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sådan svarede du. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Og ord, og ord, og. Var det skovene du kom fra? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Træerne. Der var en morgen, et stykke af himlen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

På et stort stykke hvidt. Ikke den flod.Ikke den flod. Ikke den flod. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Var der virkelig ild et sted?

Et rum, et rum. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Et genert, et intimt rum. Der var noget som åbnede sig. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvad med den himmel?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Ordene flår i det inderste.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Fuglene hang på den blå, blå himmel. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Månens sind. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Det handler om overfladen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne tegnede deres egen retning. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?