Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Hvilken dag fulgte efter dagen? Det der blæser. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Der var noget som åbnede sig. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg var i din krop, og du? På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Luften og jordens sange.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Blæste det virkeligt? Den afklarede himmel. Jeg, den skrøbelige sandhed.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg har skrevet et kort til dig.

Sætningerne er et hav.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

I det mørkeste, søvnen bag dagen.

Er du på den anden side? Lysene lyste. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Kan jeg være i dette landskab? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Jeg tror, du havde glemt den der. På et stort stykke hvidt papir.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sætningerne er et hav. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Jeg skrev mig vild i de dage.

Du skrev et sår i min fremtid. Mine linjer kommer igen. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Min ene pen er rød og den anden sort. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Der løber ord ud af min hud.

Min skrift er farvet af sig selv. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Jeg har skrevet et kort til dig. I mørket, diamanter, dine øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra. Senere i dine øjne. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Skriv i dine læber.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Trak jeg de yderste?

Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Nu sejler jeg bare i version .. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Luften og jordens sange.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.