Har vi de samme øjne? I bussen skrev jeg en sms til dig. Bag træerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Altid er det dette langsomme blik. Du foldede dig ind i mine ord. Ord. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket. Bagefter sad jeg i timer og læste. Da jeg lyttede blev jeg bange. Solens sind.

Sætningerne er en ørken. Et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Og en anden dag: Vi stod og lyttede. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Der lå figner på jorden. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Du ville sige noget, du tav. Hvilken nat fulgte efter natten? På havet.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Sådan trak du de yderste bjerge. Dansende, legende, lyttende. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

I natten poppede samtalerne op.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Bag træerne.

Om andre lande, andre folk.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Jeg går bare og venter på den milde måne. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Som at skrive i koder.

Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Udsigten var håbfuld. Månens sind.

Som at lade tungen føle, slynge, smage. Her er natten allerede langt bag mig. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Dine diamanter lyser i min mund.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg, ikke dig. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.