Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg var i din krop, og du? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Under den grå, grå himmel. Dine diamanter lyser i min mund.

Kan jeg være i dette landskab? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Min ene pen er rød og den anden sort. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Har vi øjne? Farvede ordene milde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det gør noget. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Min ene pen er rød og den anden sort. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Nu er der en uro i kroppen.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Der var intet som skulle glemmes. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det dybeste af alt er huden? Jeg forsvinder ikke. Ord. Jeg forsvinder ikke. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Derinde bag bjergene. Brændte det friske løv virkeligt? Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Nordlysets sitren i din stemme. Brændte det friske løv virkeligt? Oppe på bakken. Vågnede. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Og en anden nat: I bussen skrev jeg en sms til dig. Månens sind. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Tingene tøver. Det kunne forsvinde.

Jeg forsvinder ikke. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. På en skærm.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg, jeg. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Jeg er på den anden side. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

På et stort stykke hvidt papir. Du kan være i dette landskab. Vi, gamle tanker om stilheden. Under den blå, blå himmel. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Bag stemplerne. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.