Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det er bare. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg har skrevet et kort til dig.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Et genert, et intimt rum.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg har skrevet et kort til dig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Sort.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Afsavn. Udsagn. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Under murbrokkerne.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Træerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan noget. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Derinde bag skoven. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Nætterne. Ugerne. Jeg læste i aviser, i glemslen. Af alt det kroppen også er. Der løber ord ud af min hud. Der åbnede sig.

Under den blå, blå himmel. Sad jeg alene?

På en rude. Du siger noget om solen. Du siger noget om månen. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

Ikke glemme floderne i ørerne. Regnen, vinden imellem dine læber.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Rifterne, rifterne. Og vi vågnede. Hvad tæller du? Intimiteten i skriften.Intimiteten i skriften. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Vi, vi. I læberne i huden. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Jeg læste glitrende blade. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg skrev intet ned i den periode.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Alting ligger bag alting. Hvilken nat fulgte efter natten? Du må ikke forsvinde.

Det her er ingen leg. Det er aldrig det hurtige blik. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.