Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

På en rude. Her er dagen allerede langt foran mig. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Tågen i skovene i udsigten. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skriver dagen igang, stille. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Bordet vipper.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Rød.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Farverne. Den afklarede himmel. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Silicium. Du siger noget om månen.

I hvert sitefeed gror dine sætninger. Over murbrokkerne. Månens sind. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Under den blå, blå himmel. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Der var noget som gled med videre. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Her er dagen allerede langt foran mig. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Kan skriften være genert?

Om andre lande, andre folk. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Ordene, små toppe af skum.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I dagen var en nær stemme næsten vågen.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Der hang figner henover udsigten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Og en anden dag: Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.