Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Om andre byer, andre verdener.

At tale var blevet uoverskueligt. Sådan svarede du. For hvert lag af betydning i stenene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Månens sind. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Lyset afventer afgang. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Nordlysets sitren i din stemme. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.

Under den blå, blå himmel. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dine diamanter lyser i min mund.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Var der virkelig ild et sted? Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stjernekontinent. Notesbog. Beskydning. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Vi har øjne. Havde du kysset en anden? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Sætningerne er. Jeg i den ørken. Trak du de yderste bjerge? Var det markerne du kom fra?

Skyggerne skyggede. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Dagene. Ugerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Træerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Under den blå, blå himmel.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Der var noget som åbnede sig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.