Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Bag træerne.

Jeg sad alene i solen. Et genert rum, et intimt rum. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Dagene. Ugerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Vigtigste.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vi har de samme øjne. På et stort stykke hvidt papir.

Stationsbygningen, samtalerne derinde. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Havde du kysset en anden? Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. I bussen skrev jeg en sms til dig. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Det handler om.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg kunne mærke dit hjerte. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg skriver dagen igang, stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Et genert rum, et intimt rum. Og en anden dag: Rifterne, rifterne.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I natten, en fjern stemme, søvn.

Ring til mig uden grund. Sætningerne er et hav. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. En nat faldt giraffer ud af drømme.

Derude i tomme haller. At se dig. Jeg har dig. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Hvem var det, der skrev:Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Var disse linjer virkeligt virkelige?