Nordlysets sitren i din stemme.

Som at læse glemte aviser. På en rude.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Kalken. Kalken. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Som at skrive i koder. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dine diamanter lyser i min mund. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Og en anden dag:

Det er aldrig det hurtige blik. Som at læse glemte aviser.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sætningerne er et hav. På en rude. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

…brb… Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Du, du venter en sweet sol. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Har vi forskellige øjne? Har vi de samme øjne?

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

Udsigten var en fuck-up-store. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Dette hurtige blik imod vandet. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Afsavn. Udsagn.

Du må ikke forsvinde. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Der var noget som åbnede sig. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Asfalt. Ubeslutsomhed. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Jeg læste glitrende blade. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var noget som åbnede sig. Sandøjne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.