Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Ikke var muligt at komme derind. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Nordlysets sitren i din stemme.

Det er wack! Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du, du. Du siger noget om solen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Afsavn. Udsagn. Jeg var i morges.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Det handler om overfladen. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du kan være i dette landskab. Du siger noget om solen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Derinde bag skoven. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Afsavn. Et genert rum, et intimt rum.

Blå. Og vi vågnede. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Hvilken nat fulgte efter natten? Blå. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Hver dag fyrer vi op under planeterne. Gennem hullet i muren. Det var ikke markerne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Det var ikke markerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Blå.Blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ordene, små toppe af skum. Sandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ikke søge ly i den flod. Giver det mening? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det var ikke skovene jeg kom fra. Kan jeg være i dette landskab? Hvad tæller du til? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

På et stort stykke hvidt papir.

Ved den smuldrende beton. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Gennem hullet i min hjerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.