Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad med den himmel? Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Asfalt. Ubeslutsomhed. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Intet bag alting. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. At forvandle dette rum til et andet. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Et brev. Sætningerne er et hav. Det dybeste af alt er huden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Og en anden nat: Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Alting ligger bag alting. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Vidste du det? Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Intimiteten i skriften

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Om andre byer, andre verdener. Om andre lande, andre folk. Hvor længe havde du drevet i vinden? Uforståelige sætninger at klæde sig i Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Sandet.

Du ville sige noget, du tav. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Glashænder. Om andre universer, andre stjernesavn. Sætningerne er et hav.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? At tale var blevet uoverskueligt. Om andre universer, andre stjernesavn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

De bløde bakker udenfor byen. Jeg skriver dagen igang, stille. Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted?

Ordene, små toppe af skum. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Intimiteten i skriften

Sandstorm. Du siger noget om månen. Det dybeste af alt er huden?

I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Stjernekontinent. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Hvad vil disse knuste sætninger? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.