Der løber ord ud af min hud. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Glashænder. Stjernekontinent.

Det dybeste af alt er huden? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg læste glitrende blade. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Vi har øjne. I bussen var der en, der gik ud af sig selv.

Der var noget som gled med videre. Fugle flakser i diodenattens klirren. Du lod himlen hvile. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

En regning.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det bare regnen?

Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Stjernekontinent. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Sandstorm. De yderste kyster, en grøn sten. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Træerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Udsigten var håbfuld. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg skrev mig vild i de dage.

Bøgerne var de eneste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I den periode: udsigten, stilheden.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Min skrift er farvet af sig selv.