Tingene tøver. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Var der virkelig ild et sted? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.
Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Blæste det virkeligt?
Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.
Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
Du siger noget om solen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Under den blå, blå himmel. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.
De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Træk sletterne helt ned til klipperne. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Nu sejler jeg bare i version .. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!
I bussen skrev jeg en sms til dig.
Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.
Ikke glemme floderne i ørerne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.
Noter. Beskrivelser. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du kan være i dette landskab.
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sandstorm. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der løber ord ud af min hud. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.
Du siger noget om månen. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ved den smuldrende beton.
Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system.
Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.