Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg sejlede omkring på alt. Hver dag gled med mig videre.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Et genert rum, et intimt rum. Der åbnede sig. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Solens pind. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Du i mit vindue. Som at læse glemte aviser. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Her er natten allerede langt bag mig.Her er natten allerede langt bag mig. Her er natten allerede langt bag mig. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Den skrøbelige. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Vores. Vi, vi. Den sindssyge himmel. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Lysene lyste. Var det skovene du kom fra? Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Sad jeg alene? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Nede ved havet. Månens sind. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Som at læse glemte aviser.