De vigtigste. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Regnen, vinden imellem dine læber. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Du må ikke forsvinde. Og vi vågnede. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du kan være i dette landskab. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Når dit navn igennem sandet. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Du kan være i dette landskab.

Du må ikke forsvinde. Det var ikke skovene jeg kom fra. Vi har øjne. Ved den kyst, havets langsommelighed. Alting ligger bag alting.

Giver det mening? Jeg er på den anden side af havet. Et brev. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Du trak de yderste bjerge. På et stort stykke hvidt papir. Det handler om overfladen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Vi, hudløse. Du siger noget. Sådan er det.

At forvandle dette rum til et andet.

Jeg sejlede omkring på alt. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sammen lå vi og kortlagde: Et genert rum, et intimt rum. Så var der en, der lyttede til skovene. Nu er der en uro i kroppen.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Der var noget som åbnede sig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Under den blå, blå himmel.