Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Nordlysets sitren i din stemme. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Ikke søge ly i den flod.

Kullet. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der lå figner på jorden. Stjernekontinent. Et genert rum, et intimt rum. Træerne. Min ene pen er rød og den anden sort. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg var i din krop, og du? Stod imod, men skrev: intet. Træerne. At forvandle dette rum til et andet. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Har vi de samme øjne? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Hvem var det, der skrev: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Dette langsomme blik imod stenene. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Har vi de samme øjne?

Det var før du kunne forsvinde. Du, du. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sådan er det.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Over murbrokkerne.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

For hvert lag af betydning i stenene. Men mit sprog er ikke fjendtligt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Bagefter sad jeg i timer og læste. Sætningerne er et hav.

Det gør ikke noget. Gennem hullet i hegnet. Det her er ingen leg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.