Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.
De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Lysene lyste. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.
Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev mig vild i de dage. Luften og jordens sange. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bordet vipper.
Jeg skriver dagen igang, stille.
Jeg fandt en linje et sted under min reol. Verden og dens lytten til sig selv. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Luften og jordens sange.
På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.
Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Ordene flår i det inderste.
Noter. Beskrivelser. Tågen i skovene i udsigten. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ok, svarede du. Den sindssyge himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Dagene. Ugerne. Et brev. Lysene lyste.
Hvilken nat fulgte efter natten?
Zeitgeist. Shit. Show. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.
Dansende, legende, lyttende. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Du ville sige noget, du tav.
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg skriver dagen igang, stille.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.
Oppe på bakken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.
Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.
Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Blå. Har vi de samme øjne? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.