På en rude. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. På en rude. Er du på den anden side af havet?

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Rifterne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Vidste du det?

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Kan jeg skrive sådan? Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Alting ligger bag alting. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. På en rude.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Blæste det virkeligt? Sætningerne er. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Under den blå, blå himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nordlysets sitren i din stemme. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det her er ingen leg. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Der hang figner henover udsigten. Solens sind.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Som at læse glemte aviser.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Stod imod, men skrev: intet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Ordene, små toppe af skum.

Ikke søge ly i den flod. At forvandle dette rum til et andet. Har vi de samme øjne?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Var det skovene du kom fra? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.