Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). De matte hemmeligheder inde i træet.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Et udadvendt rum, et favnende rum. Nordlysets sitren i din stemme. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var der virkelig ild et sted?

Var jeg stille?

Jeg var i din krop, og du? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow.

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Her er dagen allerede langt foran mig.

Et genert rum, et intimt rum. Og en anden dag: Badeferien. Årene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Solens sind. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hvad skulle glemmes? Bagefter, henover en tøven. Det var ikke skovene jeg kom fra. Skriv i dine læber. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Sætningerne er et hav. Som i morges.

Jeg har skrevet et kort. Ord. Jeg sejlede omkring på alt.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Udsigten var en fuck-up-store.

Dette langsomme blik imod stenene.